Skam trækker éen ind i mørket.
At blive udskammet & herfra pålagt at tage skylden… for overgrebet.
Uforløst & direkte livstruende m mindre den, skammen, bearbejdes.
At lide overgreb, kan aldrig være offerets skyld, hvor offeret ingen andre mulige havde.
Et barn fx som gaslightes & lokkes til at tro, overgreb er normalt & at det, barnet, ikke har en stemme 🦋 at bære oplevelsen er det ensommeste i verden, den tungeste byrde &
Hvem vil gøre ondt værre & ikke være loyal❔
Når mørket bliver mørkt nok, når Døden så smukt puster éen i nakken & oplevelsen står solende klart i kontrast, da vækkes et inderste til live & foreslår en vej ud er min erfaring 🦋
Krænkeren bliver ubetydelig & grim, en meningsløs knast på et langbord af glæde & vejret trækkes igen, dybt ind & helt ned i bunden af lungerne som ellers var blokerede, fastlåste, gået i baglås af chok, overvældelse & angst.
Så den der retfærdiggør en syg persons handlinger er så langt fra éen som noget kan være 👍🏻 for ikke at udløse yderligere ramaskrig i afmagt.
Tilgivelse, taler du om, din præst & missionær.
Nogle handlinger har det bedst m at blive set for hvad de er & herfra at kunne opløses, tilintetgøres, smuldre mellem smukke hænder, fingre som voksede sig stærke af både Guds nåde men også forsvar & kamp 🦋 nogle handlinger bliver, hvor de er.
Belyses & behandles for hvad de er.
Når vi afstår fra at acceptere dem, krænkelserne, holder de op er min erfaring.
Afsluttes for nyt at begynde 🦋 ikke til forhandling men stensikkert forvandling 🙏🏻
Jeg siger fra overfor udskammende adfærd & takker nej til at bære krænkerens byrde. Takker nej til dramaet & fylder vredens borehuller m lys & dufte. & det er her ingen, der kan forhindre mig i 🙏🏻
Esmeralda 📧✨
