Jeg erindrer ordene om, han vendte tilbage ‘når alt det her er glemt’… jeg glemmer det aldrig, tænkte jeg & det var ikke mødet men alt det, vi forsøger at glemme, smerten, traumerne & det ubærlige, jeg tænkte på.
I årene efter ville jeg have ham igen, sådan føltes det selvom jeg aldrig havde haft ham & at det ikke er noget vi kan ‘have hinanden’ i mine øjne, hinandens ryg, jo, men ellers ikke… & håbede, han ville vende tilbage som lovet, når blot ‘alt det her er glemt’; sætningen hang ved men ikke hans ord.
Jeg vidste jeg også har et ansvar relationelt, at det tager 2 til tango & jeg vidste at jeg ikke ville glemme også selvom det som i eventyrene betød, jeg ikke ville få ham at se igen; tættest var jeg på mig selv & fornemmede samtidig, han mente vores møde, at når det var glemt, ville han komme igen… & sådan var det jo slet ikke for mig ☺️🤷
Men jeg har fundet en anden vej, min egen vej; ikke vente på noget eller nogen men leve. Frit, kærligt, trygt i lyset 💛 & have det godt m & i det lige der.
Jeg har ikke lyst til at glemme men at lære at leve m det hele også det, der gør ondt, er ubegribeligt & ikke til at bære.
Det er min vej, ikke hans, & den er jeg så ovenud glad for at være på, den er der altid & den vil altid være min ingen a dens
Her tager jeg ansvar & ejerskab, hverken mere eller mindre men fuldt ud forpligtet til mig selv, vejen, rejsen; min vej, min rejse.
På plads hvorfra jeg bidrager & holder igen alt efter hvordan vinden vender men aldrig forceret, tvungent & uden krav
Organisk, naturligt, levende & i flow, hvori mennesker for ikke at nævne følelser kommer & går, venskaber, teamer op, bliver, går når der kaldes, det vigtigste 1st, aldrig ensom men altid i godt selskab selv alene.
For det er jeg lykkelig & taknemlig, livet ved
& det er helt OK