Pludselig befinder jeg mig på Favrholm St. 1ste gang, nyere station. & har brug for hjælp, som jeg heldigvis får 🙂👍🏻
At holde fanen højt er ikke nemt 🌈🦄
Jeg tænker på krænkelserne jeg altid har ladet passere. Som var de normalen. Et narrativ jeg ikke engang selv tror på & slet ej heller ønsker at stå på mål for.
Så dette, offer-krænker, forsvar-angreb, gøres op m.
Fordi det er nødvendigt i hvertfald for mig personligt at efterleve værdier.
Men nok også forsage vold i sin helhed.
Jeg har fundet mig i meget. For meget. Det er helt sikkert hvilket er den primære læring retrospektivt men er givet godhed & menneskelighed, som er eneste mulige, som jeg ser det.
Ikke at blande mig er rettesnoren. Desværre. For den der tier samtykker. & når uret er ret bliver modstand en pligt…
Vold har mange nuancer.
Men at forsage vold er i min optik det eneste rigtige.
For trods instinkter er vi ikke dyr men mennesker med fornuft & moral. Ikke som i dyreriget hvor (kun) den stærkeste overlever.
Faldgruben i et samfund m mere end nok af alt er desuden begær. At lade denne råde fører som vold & magt intet godt m sig, har det vist sig & jeg er så langt fra & bestemt intet offer.
& analogt hermed ej heller krænker.
At hvirvles ind i løgnen & at bydes at leve den er både modbydeligt & naturstridigt ❤️
Vi har alle forudsætninger for at behandle hinanden m respekt. Alligevel gøres helvede hedt.
Synd 🙏🏻
Jeg bruger min stemme som er en menneskeret vest for Hebriderne & til dels dokkerbanke.
Måske som våben men i 1ste omgang for ikke at gå til i voldens skygge.
Tak
Blogindlæg no. 34 🦋📧✨